Overnight oats

Jeg havde helt glemt, hvor dejligt overnight oats smager. Jeg lavede dog en ny udgave denne gang.

1 person

Ingredienser:
1 dl grovvalsede havregryn
2 dl soyadrik uden sukker
1 tsk kokosmel
2 tsk chiafrø
1/4 tsk vanillepulver

Fremgangsmåde:
Jeg puttede mine havregryn i en minihakker for at få dem lidt finere, så det bliver tættere på en “grød-konsistens”. Så bare blend dem kort. Hæld det i en lufttæt beholder. Dryk kokosmel og chiafrø henover. Tilsæt mælken og vanillepulver. Put låg på og sæt det i køleskab natten over.
Når du tager din grød ud om morgenen, skal der bare røres i det, og så er den klar til at blive spist.

Jeg toppede min med granola, skyr, hindbær og en klat Proteinella. Mmm… 

Gorgonzola sauce

En lækker lille sag til en pastaret.

2 personer

Ingredienser:
1 lille rødløg
1 fed hvidløg
100 g bacon (stegt  i forvejen)
2½ dl letmælk
Ca. 60-70 g mild gorgonzola
Jævning

Fremgangsmåde:
Steg baconen i forvejen og opbevar den på en tallerken.
Snit rødløg og pres hvidløg. Svits det i en gryde, og når løgene er bløde tilsættes mælken og gorgonzola. Smag til med salt og peber. Brug jævning til at tykne saucen. Jeg brugte kartoffelfiber.
Lad saucen buldrekoge og tilsæt din færdige bacon, mens du koger pasta som anvist på pakken.
Hæld vandet fra pastaen og vend det rundt i saucen.

Voila – super hurtigt og nemt, og det smager skønt!

Romkugler

Romkugler er virkelig nemt at bikse sammen, så hvorfor ikke bare komme i gang? Jeg har pillet lidt ved de oprindelige opskrifter jeg har prøvet, og nu synes jeg, at jeg har ramt lige som jeg kan lide dem. Jeg håber, de bliver et hit hos dig også 🙂

2016-02-24 19.00.48

Ca. 24 romkugler

Ingredienser:
1 kg kage (jeg brugte 600 g sandkage, 200 g brownie og 200 g chokolademuffins med choko-stykker i)
2 dl jordbærdmarmelade
4 spsk kakaopulver
1½ tsk vanillesukker
1½-2 spsk romessens (smag dig frem)

Kokosmel, hakkede nødder eller krymmel til at rulle dem i.

Fremgangsmåde:
Smuldrer kagen og hæld alle ingredienser ned i skålen og begynd at ælte med fingrene. Ælt til du har en god fast masse, den må gerne være lidt klistret. Tilføj evt. mere romessens og kakaopulver – smag dig frem så du får dem, lige som du kan lide dem. Det kan også være du skal justere mængden af marmelade alt afhængig af hvilken kage du bruger.

Sæt massen i køleskabet, så den bliver lidt mere fast, og derved bliver nemmere at rulle til kugler.

Tril til kugler og vend dem i det ønskede pynt.

Hvor nemt kan det lige være?
Hold dem på køl, og tag dem ud ca. 30 min. før de skal spises.

Bananbrød

Jeg var kommet syg hjem fra arbejde, og syntes det var så synd for mig. Jeg lavede en uskreven regel, at man ikke måtte tælle kalorier, når man er syg, og så kravlede jeg ud i køkkenet og smed et bananbrød sammen…

2016-02-18 15.28.57

1 brød.

Ingredienser:
3 store bananer
3 æg
4 spsk kokosolie
2 spsk honning
2 tsk bagepulver
70 g kokosfiber
25 g chiafrø
100 g mørk chokolade (jeg brugte 86 %)
Kokosflager til pynt

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175 grader.
Smid bananer, æg, kokosolie, honning og bagepulver i en skål og blend det hele. Tilsæt kokosfiber og blend endnu mere. Når det er en ensartet masse, skal du vende chiafrø og hakket mørk chokolade i dejen.
Beklæd en brødform med bagepapir, og hæld dejen i. Drys med kokosflager.
Sæt brødet i ovnen i ca. 45-48 min. på midterste rille.

Lad brødet køle af på en rist, og spis lige så meget du vil – især hvis du er syg 😉

Fastelavnsboller – de bedste!

Da jeg var lille glædede jeg mig til fastelavn, fordi jeg skulle klædes ud. Nu er jeg blevet 30, og nu glæder jeg mig til at fastelavn, fordi det er endnu en anledning til at bage. Jeg prøvede denne opskrift for første gang, og hold nu op de er lækre! Prøv dem – også selvom det først er fastelavn om 1 år igen!

2016-02-07 14.07.06

Ca. 24-26 stykker.

Ingredienser:
Cremen:
3 æg
1 spsk vaniljesukker
½ dl sukker
1½ spsk Maizena majsstivelse
2 dl sødmælk
1½ dl piskefløde

Dejen:
100 g smeltet smør
1 dl sødmælk
1 dl piskefløde
75 g gær
1 æg
½ dl sukker
2 tsk vaniljesukker (der må gerne være lidt top, hvis din teske er lille 😉 )
Ca. 1 tsk salt
500 g hvedemel

Øvrigt:
Groft revet marcipan
25 g smør til pensling
Glasur og pynt efter eget ønske

Fremgangsmåde:
Cremen:
Denne kan du lave dagen i forvejen. Det gjorde jeg. Den kan også laves på dagen, bare den når at køle af, så den ikke er helt flydende når du skal bruge den.
I en gryde blander du æg, vaniljesukker, sukker og Maizena. Der skal ikke være varme under gryden. Pisk det godt sammen. Tilsæt så fløde og mælk, og tænd for varmen på blusset. Pisk hele tiden og lad det langsomt koge op. Når det begynder at buldre lidt, så pisk godt og vent til at cremen sætter sig en smule og bliver tyk. Når det sker slukkes for blusset, og der piskes fortsat i gryden i nogen tid. Hæld cremen over i en skål (hvor du har et låg til), og pisk af og til mens cremen køler ned. Når cremen er nogenlunde kølig, så sættes låg på og kommes i køleskabet. Cremen kan blive en smule klumpet, hvis ikke der piskes under nedkølingen, derfor er det vigtigt.

Dejen:
Smelt smøret sammen med mælk og fløde. Lad det køle af indtil det bare er lunt.
Imens væsken bliver lun piskes æg, sukker, vaniljesukker og salt sammen i en anden skål.
Når væsken er lun gøres gæren ud heri. Pisk det godt sammen, og hæld nu væsken over i den anden skål til det andet. Pisk det godt sammen.
Tilsæt nu 250 g mel og pisk det fortsat. Herefter tilsættes 250 g mere og dejen æltes helt sammen. Du skal nu mærkes en virkelig dejlig, blød og smidig dej. Min klistrede slet ikke, så jeg behøvede ikke mel på bordet, for at kunne ælte.
Læg dejen tilbage i skålen og vrid et viskestykke i varmt vand, og læg dette over skålen. Lad dejen hæve i 40 min.

Imens rives et godt stykke marcipan groft på rivejernet. Jeg vil skyde på, at jeg brugte ca. 50-80 g.

Når dejen har hævet færdig deles den i to lige store klumper, og hver klump rulles flad med kagerullen. Sørg for de er kvadratiske, så du nu kan skære kvadrater af dejen. Hvis din dej klistrer, kan du evt. putte mel på bordet, det var ikke nødvendigt for mig.
Du skal lave ca. 12 stykker af hver klump dej. De skal være ca. 10 cm x 10 cm. Jeg skar dem med en pizzaskærer, det gik så fint og nemt.
Nu har du en masse kvadranter liggende på bordet, og på hver af dem lægger du en klat creme i midten og drysser med marcipanen ud over cremen. Tag alle 4 hjørner op, og sørg for at lukke dem godt sammen, så cremen ikke kan flyde ud. Bollerne lægges på lukningen på en bageplade betrukket med bagepapir.
Sådan fortsætter du med alle bollerne. De må gerne ligge tæt, de hæver ikke særlig meget, og det gør dem kun ekstra gode, når de er lidt bløde på siderne, fordi de har ligget lidt op af hinanden i ovnen 🙂
Læg et tørt stykke viskestykke over bollerne og tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn.
Lad bollerne hæve i ca. 15 min.

Bollerne bages i ca. 12 min. Jeg lagde et stykke sølvpapir over dem efter ca. 9 min., da jeg syntes de begyndte at blive mørke. Så hold øje med bollerne 🙂

Smelt 25 g smør mens bollerne er i ovnen.

Jeg stillede en dyb bradepande på bordet, stillede nogle kopper i den og en rist oven på. Bollerne skal nemlig køle af på en rist, og så ville jeg undgå at få smeltet smør på bordet.

Nå, få bollerne over på risten, og pensl så med smeltet smør.

Lad dem køle af.

Herefter kan du så begynde at dekorere som du vil.
Jeg smeltede noget 86 % chokolade og blandede flormelis i til en passende konsistens.
Jeg lavede også en glasur af bare flormelis og kogende vand. Jeg vil dog sige at chokoladen var klart vinder 🙂 Drys med krymmel, frysetørrede frugter, glimmer, glitter og lige hvad du har lyst til.

Velbekomme – og pludselig fik fastelavn en helt ny betydning.

Risotto med perlespelt og tørrede kantareller

Lidt sundere og så alligevel syndig og god…

2 personer

Ingredienser:
2½ dl perlespelt
1 stort skalotteløg
Ca. 30 g tørrede kantareller
1½ dl hvidvin
500 ml grøntsagsbouillon
50 g parmesan (plus det løse til at drysse over)
50 g smør
Frisk persille

Fremgangsmåde:
Læg kantarellerne i blød efter anvisningen på posen (mine skulle ligge 30 min i lunkent vand). Sæt vand over og hæld perlespelten i gryden. Når det koger skrues der ned. Det skal have 10 min mens det simrer. Hak løget i små tern.
Når perlespelt og kantareller er klar, går du i gang. Hæld vandet fra perlespelten og lad den dryppe af i en sigte.
Smelt lidt fedtstof på panden, og kom løgene på. De må ikke tage farve, de skal blot blive klare i farven. Tilsæt så perlespelten, og lad det stege med i nogle minutter. Herefter tilsættes de afdryppede kantareller og hvidvinen. Lad det koge ind stille og roligt. Nu skal du tilføje bouillon lidt af gangen indtil det er kogt ind. Så tilsætter du lidt igen, og fortsætter til der ikke er mere bouillon. Sluk for blusset, og tilsæt koldt smør og den revede parmesan. Rør det godt rundt. Hak persillen fint og bland den i risottoen også.

Server med frisk persille og mere revet parmesan. Bon appetit!

Kødboller i tomatsauce med frisk pasta

Vi var sultne, og det var fredag. Det her blev nu engang meget lækkert 🙂

4 personer

Ingredienser:
Kødboller:
500 g oksekød (7-10 %)
2 blommetomater (uden kernerne)
1 stort rødløg, hakket
2 fed hvidløg, presset
2 æg
2 spsk rasp
En håndfuld hakket frisk basilikum
1 spsk olivenolie
Masser af salt og peber

Kokosolie (uden smag af kokos) til stegning

Tomatsauce:
3 stænger blegselleri
1 rød peber
1 stort rødløg
2 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
400 g blommetomater
1 glas soltørrede tomater
½ liter oksekødsbouillon
Frisk basilikum
Salt, peber og knust tørret chili

Frisk pasta

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180 grader.
Hæld kødet i en stor skål, og tilføj alle andre ingredienser. Løget skal være hakket, hvidløget presset, basilikum hakket fint og tomaterne hakkede i små tern uden kernerne. Bland det hele godt.

Gør klar til saucen. Hak løg og pres hvidløgene. Skær blegsellerien i skiver og peberfrugten i mindre tern. Skær blommetomaterne i større stykker, og kog vand til bouillonterningen og bland den i vandet.

Tænd for blusset og kom fedtstof på panden. Form kødet til boller med en hånd og en spiseske. De må gerne være lidt store. Steg dem på begge sider og læg dem herefter på en beklædt bradepande. Når de alle er hurtigt stegt på siderne, sættes bradepanden i ovnen i 12 min.

Imens laves saucen. Svits løg, hvidløg, peberfrugt og selleri på panden fra kødbollerne. Tilsæt mere fedtstof inden da. Hæld bouillonen over. Lad det småkoge. Tilsæt de hakkede tomater og de friske skårne tomater. Lad det småsmire. Brug en stavblender til at blende til en passende konsistens. Jeg kan godt lide der stadig er hele stykker grønt i, men det er en smagssag. Tilsæt soltørrede tomater (hæld olien fra inden). Smag til med frisk basilikum, salt og peber og knuste chiliflager.

Sæt den friske pasta over, og kog den efter anvisningen.

Når kødbollerne er færdige tilsættes de i saucen. Smag til, og server straks herefter med pasta, frisk basilikum og parmesan.

Velbekomme!

Bønnepasta med grøntsager

Jeg ville lave en hurtig vegetarret til frokost i dag, men selvom det var hurtigt, så smagte det faktisk langt bedre end forventet.

2016-01-05 12.27.461-2 personer

Ingredienser:
½ squash
1 lille rødløg
2 små gulerødder
Ca. 5-6 rosenkål
½ dåse kikærter

Bønnepasta (jeg brugte Black Bean Spaghetti)

Citronolie, persille og salt og peber til at toppe det hele med

Fremgangsmåde:
Sæt vand over til pasta.

Skrål løget og skær det i små både. Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. Vask squashen og skær dem i halve skiver. Skræl de yderste lag af rosenkålene (ellers er de bitre), skær bunden af dem, og skær dem i 4 både hver især. Hæld kikærterne i en sigte, skyl dem og lad dem dryppe af.

Når vandet koger tilsættes pastaen og koges efter anvisning.
Svits rødløget på panden i smeltet kokosolie (eller hvad du foretrækker at stege i). Når løget har taget lidt farve, tilsættes gulerødder og rosenkål. Svits det et øjeblik før kikærter og squash tilsættes. Rør i grøntsagsblandingen af og til, og sluk for blusset når pastaen er færdig (min pasta skulle koge 5 min, så det var også den tid grøntsagerne fik på panden).
Hæld vandet fra pastaen og hæld pastaen i panden med grønt. Rør det hele godt sammen.

Når du har anrettet din portion, vil jeg anbefale, at tilsætte en lille smule citronolie på toppen, frisk persille og salt og peber efter smag.
Velbekomme! 

Havregrynskugler

Ingen jul uden havregrynskugler. Denne opskrift har vi altid brugt i vores familie, og det er klart min yndlings, hvorfor den skal deles med jer. 

Ingredienser:
125 g blødt smør
250 g havregryn (fine)
50 g kakaopulver
150 g sukker
1-2 tsk mandelessens (kan sagtens udelades)
6½ spsk kaffe (den må ikke være helt varm, men gerne lunken)

Trilles i kokosmel, havregryn, frysetørrede hindbær eller hvad hjertet begærer. Man kan også få fint guld-, sølv- og kobberstøv, hvis det skal være ekstra fint.

Fremgangsmåde:
Bland det hele i en skål, og ælt massen sammen med fingrene. Sørg for at det blandes godt. Hvis massen føles tør, kan du tilføje lidt mere kaffe – gør det i små mængder til du får den rette konsistens.
Hvis smøret har været meget blødt, så sæt massen på køl i 30 min., og ellers kan du gå i gang med at trille små kugler med det samme (man må gerne smage den første, det kan jo være der skal lidt mere mandelessens i 😉 ).
Læg hver kugle i en dyb tallerken med det, du har valgt, de skal trilles i, og efterfølgende over i en bøtte.

Stil dem i køleskabet før de skal nydes, så bliver de altså lige en lille smule bedre, hvis det da er muligt…

Chokoladeproteinbrownie med granatæblekerner

Et lille mellemmåltid eller når du bare har lyst til at hygge om dig selv. 

2015-12-14 12.06.04

 

 

 

 

 

 

 

Der blev ca. 16 stykker af størrelsen ovenfor.

Ingredienser:
½ cup smagsfri olie (jeg brugte solsikke)
3/4 cup kakaopulver (sukkerfri)
5 spsk æblemos (sukkerfri)
2 æg
2 tsk vanilleessens
1 tsk bagepulver
½ tsk vanillepulver
1 scoop chokoladeproteinpulver (jeg brugte Crispy Chokolade fra Whey100)
50 g mørk chokolade (over 80 %)
Granatæblekerner

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175 grader, og beklæd en form med bagepapir.
Pisk olie, kakaopulver, æblemos, æg, vanilleessens, vanillepulver og bagepulver sammen i en skål. Tilsæt proteinpulver og pisk mere. Hak den mørke chokolade i chunks, og rør dem rundt i dejen med en dejskraber. Sørg for det hele er godt mixet, og hæld det nu i din form. Strø granatæblekerner ud over kagen, så mange som du ønsker. Sæt kagen på midterste rille, og lad den bage i ca. 23-26 min. Hold øje med den.

Lad kagen afkøle på en rist, når den kommer ud af ovnen.

Bon appetit!